Oscar Vesterlund Westborg | Danmarks Medie- og Journalisthøjskole

Favrskov Kommune skal spare 33 millioner kroner i næste års budget. Alle politikerne er enige om, at borgerne bør inddrages i budgetprocessen. Men de er ikke enige om, hvornår og hvordan.

Af Oscar Vesterlund Westborg

I Favrskov Kommune skal politikerne i byrådet enes om, hvor der skal spares penge i det kommende budget for 2023 – 2026. Spørgsmålet om, hvornår og hvor meget borgerne i kommunen bør inddrages giver dog anledning til diskussion.

En diskussion, der startede på sidste byrådsmøde, hvor Thake Fogh Cordt (Ø), medlem af plan- og landdistriktsudvalget og arbejdsmarkedsudvalget, anklagede kommunen for manglende borgerinddragelse. Dette medførte panderynken og et skarpt modsvar fra Charlotte Green (C), medlem af økonomiudvalget og social- og sundhedsudvalget.

Nu uddyber Thake Fogh Cordt og siger, at man bør inddrage borgerne i hele processen i form af borgermøder. Både i forårets forslagsproces og efterårets beslutningsproces.

”På byrådsmøder har vi ofte kun et note- eller excelark at træffe beslutninger ud fra. Det bidrager altså at komme ud blandt borgerne.”

Thake Fogh Cordt (Ø)

Ifølge Thake Fogh Cordt bør man arrangere forskellige tematiske borgermøder. Eksempelvis ved, at borgermødet den ene dag kan handle om børnepasning, og en anden dag kan handle om kulturhuse.

Charlotte Green mener dog, at forslaget er svært at gennemføre i praksis og har svært ved at se, hvad det skal gavne at inddrage borgerne sent i budgetprocessen.

”Vi mener, at borgerne skal ind tidligere i budgetprocessen, måske allerede i forslagsprocessen. Så forvaltningen får tid til at arbejde med forslagene.”

Charlotte Green (C)

Charlotte Green er dog delvist enig i, at det er en god idé med tematiske borgermøder. Dog bør det implementeres på samme borgermøde, hvor borgerne inddeles efter interesseområde.

”Vores forslag er en maggiterning af Thakes forslag. På den måde fyldes kalenderen ikke, og vi undgår, at borgerne inddrages så sent i processen, hvor der ikke er tid til at arbejde med forslagene.”

Charlotte Green (C)

Thake Fogh Cordt og Charlotte Green er begge enige om, at borgermøder er at foretrække, men at man ikke kan gardere sig mod, at det vil være de samme borgere, der dukker op til borgermøderne.

Charlotte Green afslutter med at forklare, at det er et spørgsmål om, hvad man kan og skal forvente af borgerne i demokratiet.

“Vi kan ikke forvente af borgerne, at de kender kommunens beslutningsprocesser indgående”.

Charlotte Green (C)

Syriske Sarah Olabi fik at vide, at hun burde smide tørklædet, hvis hun ville forøge sine jobmuligheder. Læs Sarahs historie og om, hvor hun er i dag.

Syriske Sarah Olabi kom til Danmark i 2014. Siden har hun gået på sprogskole, sendt ansøgning på ansøgning, men fået afslag på afslag. Dette er historien om, hvordan den tidligere bådflygtning blev caféejer.

39-årige Sarah Olabi er praktiserende muslim, har fire børn, hvoraf to er piger. Kun den ene bærer tørklæde.
Foto: Oscar Vesterlund Westborg

Af Oscar Vesterlund Westborg

Duften smyger sig omkring, når man træder ind ad døren hos butikscafeen, Fantazia, der ligger i Gug lidt uden for Aalborg. Mest nævneværdig er duften af kardemomme, som bruges i den traditionelle arabiske kaffe.

Ud fra baglokalet kommer en lav kvinde med et kridhvidt tørklæde om hovedet og iført ternet habitjakke. Efterfulgt af en højere mand med kasket og halsedisse, der siger, at han er med for at hjælpe med sproget, hvis ikke Sarah kan udtrykke sig præcist nok på dansk eller engelsk. En slags selvbestaltet tolk. 

Fluks går Sarah i gang med at dække op. Træbordet under halvtaget udenfor hives ind, og de tre dertilhørende stole stilles rundt om. Lige midt på gulvet. Omringet af mønstrede servicesæt af guld samt eksotisk te og snacks. Der serveres baklava, en populær tyrkisk dessert med sirup akkompagneret af arabisk kaffe. Med kardemomme, selvfølgelig.

Vi skal tilbage til 2014, hvor gravide Sarah med tre børn under armen og én i maven flygtede i en gummibåd over havet fra det syriske farvand og ind til det tyrkiske. Ved ankomsten til feriebyen Antalya blev de anholdt og tilbageholdt i 24 timer.

I deres videre færd mod sikkerhed og bedre livskvalitet i Nordeuropa, endte de på en båd mod Italien. Der var over 250 mennesker ombord. Der var plads til 100. Det var december, og det betød stormvejr. Da den overfyldte båd op til flere gange var tæt på kæntring, bad Sarah en bøn.

– ”Rejsen bragte mig tættere på Gud,” fortæller hun.

Sarah er blot én blandt mange flygtninge og migranter, der i disse år valfarter til Europa i håb om sikkerhed og bedre levevilkår. Tallene går op og ned al afhængig af verdenssituationen. I 2011 startede den syriske borgerkrig og i 2015 søgte over 1,3 millioner flygtninge og migranter asyl i Europa. Altså omtrent samme tidspunkt, hvor Sarah kom til Danmark. Tallet fra 2015 er i dag stadig rekord.

Det er jo bare et stykke stof
Størstedelen af disse flygtninge og migranter kommer fra Syrien. Og ifølge CIA World Factbook er 87 procent af syrerne muslimer. Sarah er én af dem, og hun bruger tørklæde.

– ”En god muslim bærer tørklæde, og jeg skal have det på for at være den, jeg er,” fortæller Sarah og fortsætter: ”Jeg vil hellere dø end at tage mit tørklæde af!”

Hun blev henvist til en rengøringsvirksomhed, der arbejder med industrivask. Sarah fortæller, at hun gjorde det godt, og at virksomheden var tilfreds med hendes arbejde. Hun så altså endelig frem mod fastansættelse.

Men fastansat blev hun ikke. Det var for risikofyldt at have en ansat, der bruger tørklæde, hævdede virksomhedens chef. Der var risiko for, at det ville ryge ind i de store industrimaskiner, og at Sarah ville blive trukket med.

Dén kommentar antændte Sarah, der dog fortæller, at hun beherskede sine frustrationer og sagligt modargumenterede chefen. Også selvom hun lige var blevet afvist, på baggrund af sit tørklæde. Hun argumenterede med, at der altid var en sikkerhedsafstand til maskinerne, og at hun stod mere sikkert end andre, når nu hun ikke havde og har frit hængende hår.

Hun argumenterede også med, fortæller hun, at hendes tørklæde altid kan foldes ind under tøjet. Og viser frem, hvordan hun i dag har foldet tørklædet ind bag habitjakken, så det ikke falder ned i kaffen eller i den sirupsbeklædte baklava.

Virksomhedens chef gik til jobcentret og udlagde situationen. Dernæst fortalte jobcentret Sarah, at hvis hun vil have bedre jobmuligheder, så bør hun tage tørklædet af.

– ”Og det er jo endda bare et stykke stof!,” udbryder den selvbestaltede tolk, der sidder med til bords i Fantazia.

Det er tydeligt, at debatten om tørklæder også ligger ham på sinde. For han går i færd med at fortælle en lang anekdote om, at hans daværende kone engang mødtes af tilråb på gaden. Bare fordi hun gik med tørklæde.

Sarah fortsætter hendes fortælling. Men mangler ord, og spørger derfor på arabisk den meget tilstedeværende mand om hjælp. Efter lidt ping-pongeri er hun klar igen og beskriver, hvordan dén episode med rengøringsvirksomheden især gjorde livet svært. Hun havde lige født sit fjerde barn og de ældste børn begyndte at efterspørge det tøj, deres jævnaldrende begyndte at gå med. De var jo teenagere, og den slags betyder noget i den alder, fortæller Sarah.

Hun følte sig magtesløs og modløs. Depressiv. Hun vidste ikke, hvad hun skulle gøre og knap nok, hvor hun skulle starte med at tage fat. Hun fortæller, at hun begyndte til dansk undervisning på VUC Aalborg for at opkvalificere sig. For tørklædet, det tager hun ikke af.

Et anonymt papir
Et løsningsforslag til problemstillingen om, at kvinder med tørklæde bliver forskelsbehandlet på arbejdsmarkedet, kommer fra Katrine Kildgaard Nielsen. Hun er nyvalgt medlem i Københavns Borgerrepræsentation i København for Det Radikale Venstre.

Hun foreslår, at man anonymiserer jobansøgninger. Det skal afhjælpe, at kvinder som Sarah ikke får afslag, inden de kommer til jobsamtale. På baggrund af, at de bruger tørklæde, vel at mærke.

Forslaget fremsættes i kølvandet på en undersøgelse lavet af Københavns Universitet. Den konkluderer, at muslimer, der bærer tørklæde skal sende omkring 60 procent flere ansøgninger, sammenlignet med en etnisk dansk kvinde uden tydeligt religiøst symbol.

Institut for Menneskerettigheder har delfinansieret studiet, og Maria Ventegodt, national chef hos instituttet med bl.a. speciale i menneskerettigheder, ligebehandling, ligestilling, køn, etnicitet og race begrunder delfinansieringen med, at det er et vigtigt problem at belyse. Det er altså en undersøgelse, der skal oplyse. Og dermed give arbejdsgivere mulighed for handling, så Sarah og andre ikke forskelsbehandles.

En flamme tændtes
Ifølge Sarah ville forslaget have været til stor benefice for hende i jobansøgningen. Hun har et stort håb om, at det implementeres, så det kan gavne andre i samme situation, som hun var i.

Men implementeret er og var det heller ikke, da Sarah afmægtigt stod med hænderne 10 centimeter fra hinanden i den halvcirkel, som den islamiske bøn påkalder det. Uden penge eller job i. Men med troen på, at succesen også ville tilkomme hende.

– ”Jeg vil gerne sige tak til alle dem, der afviste mig,” fortæller hun.

Der antændtes en flamme i hende, for nu ville hun og var tvunget til at bevise, at hun kunne tjene penge. Sideløbende med danskundervisningen på VUC tog hun et seks måneders kursus om handel på Aalborg Handelsskole.

Hun fortæller, at hun havde det svært. Og nærmest var rabundus mens hun sparede penge fra SU og børnepenge op. Hun kendte ikke mange, og kendte færre, der kunne hjælpe.

Hun tog kampen op. Alene. Og fik efter nogen tid tilladelse af SKAT, til at starte sin nye butikscafé, Fantazia. Og i dag er den prydet med alskens herligheder fra Mellemøsten. Her dufter krydret, men sødt, der serveres på guldfade, og der drikkes af guldkopper. Væggene prydes af grøn botanik, arabiske mønstre og religiøse citater, men også danske.

På vejen ud fra den charmerende mellemøstlige perle, overrækker Sarah nogle visitkort. Det er tydeligt, at hun gerne vil fremad, og det med tørklædet på.

Det var ikke med deres gode vilje, men kun med forældrene på begge siders velsignelse, at en 23-årig mand fra Vejle blev gift med en jævnaldrende kvinde fra Fredericia. Allerede få måneder efter gik det galt, men den 23-årige mand blev i dag frifundet for vold mod sin ekskone.

Af Oscar Vesterlund Westborg

I retssal 7 ved Retten i Kolding var en 23-årig mand i dag på anklagebænken, tiltalt for, den 20. september 2019 kl. 16.10, efter et skænderi, at have slået sin daværende kone 5 til 10 gange i ansigtet med knytnæve samt at have skubbet hende på skulderen, så hun faldt bagover.

Manden peger med dirrende finger og bævrende stemme, når han aflægger vidneudsagn og gennemgår sagen. Under hele retssagen virker han tydeligt nervøs. Han lider af paranoid skizofreni, og derfor mener anklageren, at han bør straffes med indlæggelse på psykiatrisk afdeling. Herefter vil en overlæge, under tilsyn af Kriminalforsorgen, beslutter, om han kan udskrives. Manden nægter sig skyldig.

Forældrenes vilje
Det tidligere ægtepars familier var gode venner i mange år, og selvom manden og kvinden kun havde truffet hinanden en håndfuld gange, blev de islamisk gift.

Da anklageren spørger manden om, hvorvidt ægteskabet var arrangeret, siger han tøvende, at de ikke direkte blev tvunget, efterfulgt af et stille, genstridigt men.

Manden siger, at han allerede inden de blev gift så røde advarselslamper ved kvinden. Dagene op til brylluppet, inden de indgik kontrakten, fik han kolde føder, men han lod sig alligevel gifte.

Forvirring i retssalen
Idet kvinden skal aflægge forklaring udbryder der forvirring i retssalen. Hun havde følgeskab af to politibetjente, én på hver side. Hertil spørger anklageren kvinden, hvorfor der er politi med. Da kvinden siger, at det intet har med sagen i dag at gøre, beder anklageren om fem minutters pause.

”Kan vi ikke bare spørge betjentene?”

Det efterfølges af forvirring i retssalen. Forsvareren skubber sig forbløffet bagud i kontorstolen, væk fra bordet og opponerer anmodningen om pause. Dommeren er enig og siger: ”Kan vi ikke bare spørge betjentene?”. Men da de heller ikke kan udtale sig, skal presse, tilhørere og tiltalte forlade retssalen indtil sagen om følgeskabet af betjentene er opklaret.

Det er stadig uopklaret for offentligheden, hvorfor kvinden havde følgeskab af betjente.

Under kvindens vidneforklaring, siger hun, at ægteskabet var arrangeret. Hun siger også, at hun op til en uge før brylluppet havde frabedt sig ægteskabet, men at familierne insisterede på gennemførelsen.

En vild missekat eller vold?
Under mandens vidneforklaring siger han, at han ikke husker, hvad grundlaget for skænderiet var, men at han på vej hjem i sin bil, under en telefonsamtale med kvinden, blev vred over, at hun lagde på.

”En vild missekat”

Han siger, at kvinden, ved hans hjemkomst, stod ved køkkenet og opførte sig som en ”vild missekat,” med henvisning til, at hun fægtede med armene og optrådte højlydt. Kvinden siger derimod, at hun først blev verbalt overfaldet af manden, hvorefter han smadrede hendes telefon ind i væggen.

Manden forklarer, at han, efter optrinnet i hjemmet, pacificerer hende, men at hun fortsætter med at optræde højlydt og begynder at smadre ting i lejligheden. Kvindens forklaring er dog anderledes. Hun siger, at hun udsættes for trusler og slag i hovedet samt bliver skubbet omkuld. I retten vises der billeder af skader fra kvindens hoved, hænder og venstre skulder.

Det efterfølgende forløb er der enighed om. Kvinden løber ud ad lejligheden og ned til en bil med en kvindelig fører. De ringer sammen til politiet, som hun afhøres af. Hun køres bagefter til observation på Kolding Sygehus, hvor hun forklarer lægerne om årsagen til skaderne. Den kvindelige fører af bilen vidner også i retten og bekræfter denne forklaring.

Thi kendes for ret
Den 23-årige mand frifindes, og statskassen betaler sagsomkostningerne. Retten vurderer, i overensstemmelse med forsvareren, at kvindens forklaringer i retten sammenlignet med afhøringen hos politiet og forklaringen for lægerne ikke stemmer overens, mens mandens er mest troværdige. De vurderer også, at de skader, som kvinden havde, ikke stemmer overens med omfanget af episoden.

I Harlev går det godt. Det mener i hvert fald folketingspolitikeren Lars Boje Mathiesen, der bor i byen på niende år. I bilen på vej fra Harlev til Christiansborg reflekterer han over den glæde, han og familien har ved at bo i Harlev. Og om, hvordan han allerede glæder sig til turen igen går hjemad.

Af Oscar Vesterlund Westborg

Harlev er stedet, hvor de fleste kender til alt, og alle kender til det meste. Man støder på hinanden med jævne mellemrum. Hvad enten det er Jørgen, der er kåret til Danmarks sødeste kassedame, Aase fra bageren på 92 år eller folketingspolitikeren Lars Boje Mathiesen.

Han kommer fra Ribe, kæresten fra Kolding. Alligevel bor Lars Boje Mathiesen i Harlev. For ham er det blevet et hjem. Det er her, han i ro og mag henter sine døtre på syv og fire år fra helholdsvis skole og børnehave og her, han nyder glæde af det, han betegner som Danmarks bedste vej.

Harlev holder sammen
Da Lars Boje og kæresten i 2012 valgte at flytte fra Aarhus midtby til Harlev, flyttede de ind blandt mange ældre naboer. Men gennem naturlig udskiftning består vejens naboer nu af folk i vidt forskellige aldersgrupper. De fleste har børn. Derfor leger børnene sammen, og de ældste af dem passer på de yngste.

Det giver Lars Boje tryghed, og gør, at han finder tid til at socialisere med de øvrige voksne naboer. For på Ulmusvej i Harlev dyrkes fællesskabet også blandt de voksne. Lars Boje og naboerne holder hvert år nytårsfest sammen, de arrangerer halloween for børnene og brygger øl i deres eget øllaug.

I telefonen fortæller Lars Boje, der også har prøvet at bo i Aarhus midtby og var glad for det, med passioneret stemmeføring, at ”det er dét fællesskab, en lille by kan, og som en større by måske ikke kan.”

Intet problem i at være politiker
Lars Boje mener ikke, at det offentligt at bekende politisk kulør er en udfordring i en mindre by som Harlev, hvor der bor 3.983 indbyggere.

Han har aldrig oplevet at blive overfuset eller kigget skævt til på gaden i Harlev. Og for så vidt heller ikke i Aarhus midtby.

Mange i Harlev lærte ham at kende allerede før han blev valgt til Aarhus Byråd ved kommunalvalget i 2013, og kender ham også fra svømning i Harlev Idrætsklub og SFOen på Næshøjskolen, hvor han jævnligt henter og bringer sine børn.

Han erkender, at han landspolitisk meget hurtigt er blevet et kendt ansigt. Specielt på Facebook, hvor han lige nu har omkring 117.000 følgere, hvilket er omtrent det samme som både Venstres og Konservatives partiformænd tilsammen.

Men det mærker han ikke i Harlev. Folk anser ham ikke som en del af en større landspolitisk struktur. Tværtimod taler de med ham på samme måde, som før hans fremmarch på de sociale medier.

Han mener selv, at det skyldes hans ærlige tilgang. ”Jeg er jo bare Lars Boje”, fortæller han. Og ”bare Lars Boje”, det er han også for indbyggerne i Harlev.

Harlev som modstykke til Christiansborg
En til to gange om uge kører Lars Boje fra hjemmet i Harlev til Christiansborg. For ham er det et kørende kontor, og det er også her, han over telefonen forklarer sit forhold til Harlev.

Han måler Christiansborg op mod Harlev og fortæller, denne gang mere fåmælt, at livet på Christiansborg kan være hårdt og kynisk. Hårdt fordi man arbejder omkring 18 timer dagligt. Kynisk fordi det ikke er et rart arbejdsmiljø, da det er et nulsumsspil.

Men I Harlev er trygheden i centrum. Her ser Lars Boje folk trives, herunder sin familie. Det betyder meget, at byen er lille nok til, at han kan komme hjem til de mennesker, han kender, til vejen og til et sted, man bare kan være sig selv. Det er altså her, Lars Boje kan få pusterum og stresse af.

Flytter ikke foreløbigt
Til spørgsmålet om, hvorvidt han har tænkt sig at flytte fra Harlev i den nærmeste fremtid, svarer han nej. For det første forklarer han, at det er ham selv og ikke er ikke hans familie, der har valgt, at han nu arbejder i København. For det andet, og vigtigst af alt understreger han, at man ikke kan værdisætte naboskab og godt fællesskab. Og det er noget af det, Harlev kan.

I over tyve år har Rie Bager danset linedance. Hun bruger størstedelen af sin fritid på linedance. Interessen begyndte, da hun gik til squaredance med sin mand og meget hurtigt spirede interessen, og hun blev instruktør.

Af Oscar Vesterlund Westborg

“Så tager vi lige Sko & Støvler!”, formuleres det af en stemme, da vi kommer ind i linedancesalen og nu selv skal prøve kræfter med det, der set udefra ligner én stor glædesrus.

Der danses på livet løs hos Aarhus Linedanze til alt fra Shu-bi-duas gamle travere til Ed Sheerans nyeste hits. Stemmen bag de koreografiske dessiner tilhører Rie Bager, men hvem er Rie Bager, og hvorfor er hun forelsket i lige netop linedance?

Rie Bager elsker, at en så bred skare af forskellige mennesker med vidt forskellige interesser og baggrunde kan få lov at more sig med hinanden. Netop dét er essensen af linedance for Rie Bager. Det handler nemlig ikke om at have hverken cowboyhat, sko eller støvler på. Men derimod om ”god musik, godt humør og fællesskab”.

Hun er formand hos Aarhus Linedanze. Hun startede med at danse squaredance med sin mand, men da han fik en knæskade, kunne han ikke fortsætte. Det stoppede dog ikke Rie Bager. Og med stor glæde og gåpåmod kunne hun allerede inden for et år kalde sig for linedance instruktør.

Hun bruger al sin fritid på at danse linedance, da hun efter eget udsagn ellers ikke kunne leve. Derfor fylder linedance også alt, når hun tager på ferie. Hvert år rejser hun med en gruppe veninder fra Aarhus Linedanze til udlandet, for at danse. Hun har indtil videre danset i 7 forskellige lande, der spænder fra Norge til Tyrkiet, og hun vil danse, til hun ikke kan mere, for ifølge Rie Bager, ”kan man ikke være sur, når man danser linedance”.

Rie Bager har danset linedance i over tyve år. Det begyndte, da hun gik til squaredance med sin mand, og selv efter, at hendes mand måtte stoppe på grund af dårligt knæ, fortsatte hun. Mindre end et år efter var Rie blevet instruktør og på vej rundt i det store Europa for at danse sig ung og lykkelig – og helt ind i alle hos linedanze.dk’s hjerter.

Af Emilia Toft Simonsen & Oscar Vesterlund Westborg

Anne-Sofie Breinholt giver gode råd til unge, der vil på udlandsophold i Paris. Hør hende fortælle om Latinerkvarteret, Pigalle og øl på Le Carrousel.

Af Oscar Vesterlund Westborg

Mange nyudklækkede studenter vælger at tage et udlandsophold i et dannelses øjemed, de fleste med stor glæde.

Af Oscar Vesterlund Westborg

Hendes fransk blev aldrig prangende. Hun blev fyret fra sit arbejde. Hun fik et kulturchok med stor skuffelse.

Alligevel tager 21-årige Anne-Sofie Breinholt, der studerer journalistik ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, flere positive oplevelser med sig fra sit udlandsophold i Paris i efteråret 2020 til foråret 2021.

Det er en udbredt tendens, at unge, der har afsluttet gymnasiet tager på ophold i udlandet. Mange til Asien eller Sydamerika. Anne-Sofie Breinholt er en del af den tendens, men modsat mange andre, ville hun blive i Europa. Hun havde forelsket sig i Paris, denne kærlighedens by, der skulle blive byen, hun havde et eventyrligt billede af som værende byen for hende, byen, hvor hun skulle dannes som voksent menneske.

Men det meste gik galt. Det, der skulle blive ”et stort og smukt og et eventyr i sig selv”, startede uventet ud.
Bureaukratiets franske treenighed fik ram på hende allerede før hun kom i gang. Hun forklarer, hvordan hun skulle dokumentere at have adresse på en fransk lejlighed for at få en fransk bankkonto, en bankkonto, der var nødvendig for at få arbejde, men samtidig at skulle have arbejde for at få en lejlighed. Hun famler efter ordene i bare forvirring over sin egen forklaring og sidder i dag med glæde over, at hendes ophold er slut. ”Det hele er bare et dumt system. Undskyld, men ja,” konkluderer hun.

Efter en rum tid med besvær fik hun job hos en fransk café. Der gjaldt det mestendels om at lave latte art og betjene de turister, der trissede hen og fandt sig plads på cafeen. Her blev hun ofte mødt af engelsktalende turister, men ifølge Anne-Sofie Breinholt forbød ejeren af cafeen i et fransk overlegenhedstogt personalet at tale andet end fransk til gæsterne. Anne-Sofie Breinholt blev fyret og kulturchokket var endeligt.

Alligevel taler hun i dag om de positive ting, hun tager med fra Paris. Hun kan taknemmelig for muligheden og stolt over hun gjorde det. Men det, der står klarest efter samtalen med hende, er hendes nyligt tillærte evne til at tøjle sin egen naivitet. At alt ikke er og bliver, som hun forestiller sig. At kunne overkomme forhindringer, at holde af sit eget selskab og at alt nok skal gå.

Om end hun ikke tog den klassiske dannelsesrejse til Asien eller Sydamerika, sidder hun tilbage med en overbevisning om, at det alligevel var et dannende ophold. For hun lærte om voksenlivet. Om, hvordan der altid er en næste opgave, der venter. For som hun fortæller, ”så løste det ene sig, så kom der et andet problem just efter. Så det er ikke selve oplevelserne, der stod klarest for mig, men mere, hvad jeg tager med mig i form af personlig udvikling.”