Oscar Vesterlund Westborg | Danmarks Medie- og Journalisthøjskole

Mange nyudklækkede studenter vælger at tage et udlandsophold i et dannelses øjemed, de fleste med stor glæde.

Af Oscar Vesterlund Westborg

Hendes fransk blev aldrig prangende. Hun blev fyret fra sit arbejde. Hun fik et kulturchok med stor skuffelse.

Alligevel tager 21-årige Anne-Sofie Breinholt, der studerer journalistik ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, flere positive oplevelser med sig fra sit udlandsophold i Paris i efteråret 2020 til foråret 2021.

Det er en udbredt tendens, at unge, der har afsluttet gymnasiet tager på ophold i udlandet. Mange til Asien eller Sydamerika. Anne-Sofie Breinholt er en del af den tendens, men modsat mange andre, ville hun blive i Europa. Hun havde forelsket sig i Paris, denne kærlighedens by, der skulle blive byen, hun havde et eventyrligt billede af som værende byen for hende, byen, hvor hun skulle dannes som voksent menneske.

Men det meste gik galt. Det, der skulle blive ”et stort og smukt og et eventyr i sig selv”, startede uventet ud.
Bureaukratiets franske treenighed fik ram på hende allerede før hun kom i gang. Hun forklarer, hvordan hun skulle dokumentere at have adresse på en fransk lejlighed for at få en fransk bankkonto, en bankkonto, der var nødvendig for at få arbejde, men samtidig at skulle have arbejde for at få en lejlighed. Hun famler efter ordene i bare forvirring over sin egen forklaring og sidder i dag med glæde over, at hendes ophold er slut. ”Det hele er bare et dumt system. Undskyld, men ja,” konkluderer hun.

Efter en rum tid med besvær fik hun job hos en fransk café. Der gjaldt det mestendels om at lave latte art og betjene de turister, der trissede hen og fandt sig plads på cafeen. Her blev hun ofte mødt af engelsktalende turister, men ifølge Anne-Sofie Breinholt forbød ejeren af cafeen i et fransk overlegenhedstogt personalet at tale andet end fransk til gæsterne. Anne-Sofie Breinholt blev fyret og kulturchokket var endeligt.

Alligevel taler hun i dag om de positive ting, hun tager med fra Paris. Hun kan taknemmelig for muligheden og stolt over hun gjorde det. Men det, der står klarest efter samtalen med hende, er hendes nyligt tillærte evne til at tøjle sin egen naivitet. At alt ikke er og bliver, som hun forestiller sig. At kunne overkomme forhindringer, at holde af sit eget selskab og at alt nok skal gå.

Om end hun ikke tog den klassiske dannelsesrejse til Asien eller Sydamerika, sidder hun tilbage med en overbevisning om, at det alligevel var et dannende ophold. For hun lærte om voksenlivet. Om, hvordan der altid er en næste opgave, der venter. For som hun fortæller, ”så løste det ene sig, så kom der et andet problem just efter. Så det er ikke selve oplevelserne, der stod klarest for mig, men mere, hvad jeg tager med mig i form af personlig udvikling.”