Rie Bager om linedance: ”Det er alt, hvad jeg lever for”

I over tyve år har Rie Bager danset linedance. Hun bruger størstedelen af sin fritid på linedance. Interessen begyndte, da hun gik til squaredance med sin mand og meget hurtigt spirede interessen, og hun blev instruktør.

Af Oscar Vesterlund Westborg

Rie Bager underviser flere gange om ugen på Lokalcenter Skelager i Aarhus N.

“Så tager vi lige Sko & Støvler!”, formuleres det af en stemme, da vi kommer ind i linedancesalen og nu selv skal prøve kræfter med det, der set udefra ligner én stor glædesrus.

Der danses på livet løs hos Aarhus Linedanze til alt fra Shu-bi-duas gamle travere til Ed Sheerans nyeste hits. Stemmen bag de koreografiske dessiner tilhører Rie Bager, men hvem er Rie Bager, og hvorfor er hun forelsket i lige netop linedance?

Rie Bager elsker, at en så bred skare af forskellige mennesker med vidt forskellige interesser og baggrunde kan få lov at more sig med hinanden. Netop dét er essensen af linedance for Rie Bager. Det handler nemlig ikke om at have hverken cowboyhat, sko eller støvler på. Men derimod om ”god musik, godt humør og fællesskab”.

Hun er formand hos Aarhus Linedanze. Hun startede med at danse squaredance med sin mand, men da han fik en knæskade, kunne han ikke fortsætte. Det stoppede dog ikke Rie Bager. Og med stor glæde og gåpåmod kunne hun allerede inden for et år kalde sig for linedance instruktør.

Hun bruger al sin fritid på at danse linedance, da hun efter eget udsagn ellers ikke kunne leve. Derfor fylder linedance også alt, når hun tager på ferie. Hvert år rejser hun med en gruppe veninder fra Aarhus Linedanze til udlandet, for at danse. Hun har indtil videre danset i 7 forskellige lande, der spænder fra Norge til Tyrkiet, og hun vil danse, til hun ikke kan mere, for ifølge Rie Bager, ”kan man ikke være sur, når man danser linedance”.

Skriv et svar