Favrskov Kommune skal spare – men hvornår bør borgerne inddrages?

Favrskov Kommune skal spare 33 millioner kroner i næste års budget. Alle politikerne er enige om, at borgerne bør inddrages i budgetprocessen. Men de er ikke enige om, hvornår og hvordan.

Af Oscar Vesterlund Westborg

I Favrskov Kommune skal politikerne i byrådet enes om, hvor der skal spares penge i det kommende budget for 2023 – 2026. Spørgsmålet om, hvornår og hvor meget borgerne i kommunen bør inddrages giver dog anledning til diskussion.

En diskussion, der startede på sidste byrådsmøde, hvor Thake Fogh Cordt (Ø), medlem af plan- og landdistriktsudvalget og arbejdsmarkedsudvalget, anklagede kommunen for manglende borgerinddragelse. Dette medførte panderynken og et skarpt modsvar fra Charlotte Green (C), medlem af økonomiudvalget og social- og sundhedsudvalget.

Nu uddyber Thake Fogh Cordt og siger, at man bør inddrage borgerne i hele processen i form af borgermøder. Både i forårets forslagsproces og efterårets beslutningsproces.

”På byrådsmøder har vi ofte kun et note- eller excelark at træffe beslutninger ud fra. Det bidrager altså at komme ud blandt borgerne.”

Thake Fogh Cordt (Ø)

Ifølge Thake Fogh Cordt bør man arrangere forskellige tematiske borgermøder. Eksempelvis ved, at borgermødet den ene dag kan handle om børnepasning, og en anden dag kan handle om kulturhuse.

Charlotte Green mener dog, at forslaget er svært at gennemføre i praksis og har svært ved at se, hvad det skal gavne at inddrage borgerne sent i budgetprocessen.

”Vi mener, at borgerne skal ind tidligere i budgetprocessen, måske allerede i forslagsprocessen. Så forvaltningen får tid til at arbejde med forslagene.”

Charlotte Green (C)

Charlotte Green er dog delvist enig i, at det er en god idé med tematiske borgermøder. Dog bør det implementeres på samme borgermøde, hvor borgerne inddeles efter interesseområde.

”Vores forslag er en maggiterning af Thakes forslag. På den måde fyldes kalenderen ikke, og vi undgår, at borgerne inddrages så sent i processen, hvor der ikke er tid til at arbejde med forslagene.”

Charlotte Green (C)

Thake Fogh Cordt og Charlotte Green er begge enige om, at borgermøder er at foretrække, men at man ikke kan gardere sig mod, at det vil være de samme borgere, der dukker op til borgermøderne.

Charlotte Green afslutter med at forklare, at det er et spørgsmål om, hvad man kan og skal forvente af borgerne i demokratiet.

“Vi kan ikke forvente af borgerne, at de kender kommunens beslutningsprocesser indgående”.

Charlotte Green (C)

Skriv et svar